Det sted, hvor din hånd plejede at finde min
Sensommeren lægger sig over landskabet
med den slags lys, der burde varme,
men som bare minder mig om,
at varme ikke længere er noget, jeg kan holde i hånden.
For fyrre år er en hel menneskealder.
Fyrre år er en hel verden.
Fyrre år er nok til, at to mennesker begynder at ligne
ét enkelt, sammenflettet åndedrag.
Og nu?
Nu er der kun den ene halvdel af vejrtrækningen tilbage.
Jeg går gennem huset og lytter efter dig.
Du er der ikke.
Men du er heller ikke helt væk.
Du er i måden, stolen står på.
I måden, koppen stadig står fremme.
I den særlige måde, stilheden falder på,
når nogen mangler.
Efteråret kommer med sin egen form for ærlighed.
Det river bladene af grenene
uden at spørge om lov.
Det gør mig selskab i tabet,
for også jeg mister noget, jeg ikke kan holde fast i.
Farverne falmer.
Luften bliver skarp.
Og savnet?
Savnet bliver bare mere nøgent.
Jeg tænker på alt det, vi aldrig fik sagt færdigt.
Al den kærlighed, der ikke var højtidelig,
men bare var der,
som en kop kaffe om morgenen,
som en hånd på ryggen i forbifarten,
som en latter, der ikke behøvede en grund.
Det er den slags kærlighed, man ikke kan begrave.
Den har ikke en kiste.
Den har ikke en gravsten.
Den bor i væggene.
Den ånder i gardinerne.
Den venter i den tomme seng.
Og vinteren?
Vinteren er ikke fjenden.
Vinteren er bare sandheden om, at alt har en ende.
Sneen dækker ikke sorgen til.
Den gør den bare hvid og stille.
Og i den stilhed hører jeg dig tydeligere,
end jeg nogensinde gjorde, da du var her.
For du er ikke væk.
Du er bare ikke her.
Og det er den mærkeligste form for savn:
at elske en, der stadig er en del af mig,
men som jeg ikke længere kan røre ved.
Så jeg lader årstiderne skifte.
Jeg lader bladene falde.
Jeg lader frosten komme.
Og jeg lader savnet være,
fordi savnet er den måde, jeg stadig elsker dig på.
0 Kommentarer