Den yderste kant af mennesket: En indføring i strubesangens magi og mekanik

Det lyder som en umulig akustisk gåde: Én sanger, to toner samtidigt. Men i Centralasiens vilde stepper og højt oppe i de sibiriske bjerge har denne kunstart været en naturlov i århundreder. Vi dykker ned i strubesangens sarte brutalitet, dens oprindelse og den lægelige videnskab, der forsøger at forklare, hvordan det kan lade sig gøre.

Hvis du nogensinde har stået foran et bjergmassiv og hørt ekkoet lege med lyden af en motor, har du været tæt på forståelsen af strubesang. Men hvor naturens ekko er tilfældigt, er strubesang – eller khöömei, som det hedder hos det tyrkisk-mongolske folk i Tuva – en ekstremt disciplineret forvrængning af menneskets mest basale kommunikationsredskab.

I den globale musikalske undergrund har lyden længe været synonym med verdensmusik og meditativ trance. Men bag den jævne, brummende brummen (drone) og de fløjtende, nærmest eteriske melodier (overtoner), ligger en fysiologisk præstation, der får selv de mest garvede operasangere til at spærre øjnene op.

Fra animisme til avantgarde: Hvor kommer det fra?

Strubesangen menes at være en af verdens ældste musikformer, og den opstod blandt de oprindelige turko-mongolske stammer i Altaj- og Sajan-bjergene i det sydlige Sibirien og det vestlige Mongoliet. For disse nomadefolk var sangen aldrig blot underholdning. Den var et redskab til at kommunikere med naturens ånder, efterligne lyden af vandfald, blæst eller det særlige knirk fra en ryters sadel, når stigbøjlerne rammer hestens flanke (ezenggileer-stilen).

I århundreder var teknikken tæt forbundet med shamanisme og senere tibetansk buddhisme, hvor munke brugte de dybe, gutturale toner til rituelle formål. Teknikken fandt vej til Tibet, hvor lamaer angiveligt har kunnet synge helt ned til 75 Hz – en oktav dybere end selv den mørkeste bas. I det 20. århundrede blev strubesang undertrykt af de kommunistiske regimer, der så det som “tilbagestående” og animistisk, men siden 1980’erne har det oplevet en massiv renæssance og er blevet et nationalt symbol for fx Tuva og Mongoliet.

I dag er lyden globaliseret. Fra Karlheinz Stockhausens avantgarde-partiturer til de mere new age-agtige udtryk i Vesteuropa, er strubesangen rejst langt fra stepperne.

“Hvorfor brummer den mand?” – Teknikken bag miraklet

Den mest almindelige misforståelse er, at strubesangere “synger to toner på én gang”. Fysiologisk set producerer strubehovedet kun én tone (grundtonen). Det, der sker herefter, er et spørgsmål om akustisk kirurgi.

Ved at sammensnævre svælget og struben skaber sangeren et overtryk. Ved herefter at forme mundhulen, tungen og læberne på helt specifikke måder, fungerer munden som et resonansfilter, der drastisk forstærker en bestemt overtone i lydspektret.

De tre hovedstilarter (ifølge Tuvan traditionen):

1. Khöömei (Den “bløde” stil): En jævn, brummende bas-droni med en klar, fløjteagtig overtone dansende ovenpå. Dette er den mest “lyriske” form.
2. Sygyt (Den fløjtende stil): Den genkendelige “whistle”-melodi. Her er overtonen så fremtrædende, at det næsten lyder som en metallisk fløjte, der skærer gennem grundtonen.
3. Kargyraa (Den dybe stil): Hvis Khöömei er en fløjte, er Kargyraa en diesel-motor. Denne stil bruger et mere komplekst fysisk greb, hvor de “falske stemmebånd” (ventrikulære folder) sættes i svingninger. Det skaber en utrolig dyb, knirkende og raslende undertone, der kan få højttalere til at ryste.

Strubens vriderier: Den lægelige betragtning

Hvad sker der egentlig indeni? Den medicinske verden har med stor fascination undersøgt strubesang ved hjælp af endoskopi og røntgenvideo.

I modsætning til normal sang, hvor man forsøger at holde struben så afslappet som muligt, handler strubesang om kontrolleret kompression. For at opnå Kargyraa aktiverer sangeren M. thyroarytenoideus og M. ventricularis på en måde, så de vestibulære folder (de “falske” stemmebånd) vibrerer sammen med eller i stedet for de rigtige stemmebånd.

Dette kaldes en ventrikulær fonation. Hos almindelige mennesker er dette en fejlfunktion, der lyder hæst og ubehagelig. Hos en Tuvan-mester er det en kunstform, der kan holdes i timevis uden at skade vævet. Undersøgelser viser, at strubesangere er i stand til at opretholde et konstant subglottisk tryk (trykket fra lungerne) på niveau med operasangere, mens de samtidig ændrer formen på resonansrummene så hurtigt, at de kan danne melodier.

Illustration: Hvis vi havde et tværsnit, ville vi se, hvordan svælget snøres ind som et timeglas, mens tungen skaber turbulens i munden, der “stjæler” energien fra grundtonen og flytter den op i frekvens.

Udbredelse: Fra Sibirien til Sydafrika

Selvom de centrale asiatiske republikker (Tuva, Khakassia, Altaj) og Mongoliet er epicentret, findes variationer af strubesang over hele kloden. Fænomenet opstår uafhængigt i kulturer, hvor man efterligner naturens lyde.

• Tibet: Brugt i klostrenes rituelle musik, ofte meget dybere og mere “brølende” end den mongolske variant.
• Canada (Inuit): Her kendes “strubespil” (katajjaq), som ofte er en konkurrence mellem to kvinder, der står ansigt til ansigt og skaber rytmiske, pustende mønstre. Det minder mere om et beatboxing-duel end om en melodi.
• Sydafrika (Xhosa): Hos Xhosa-folket findes en teknik, hvor kvinder bruger overtonesang i forbindelse med trance-ritualer.

I den vestlige verden har kunstnere som Björk (på albummet Medúlla) og David Hykes (Harmonic Choir) bragt teknikken ind i det 21. århundrede. I Danmark dukker det sporadisk op i eksperimenterende lydkunst og teater, men det er stadig de få sangere, der tør lege med strubens yderste anatomiske grænser.

Lyt efter brummen. Den sidder lige dér, lige under overfladen af den almindelige samtale.