Bassen

Bassen, elbassen, gulvbassen står,
i hjørnet og smiler, selv uden hår.
Den brummer så dybt, at kaffen bli’r varm,
og får selv en trommeslager til at holde sig fra larm.

Den siger ikke meget – den ved hvad den vil,
den går ikke i front, men får alt til at spil’.
Når guitaren flasher og sangeren ler,
er det bassen, der styrer, hvad hjertet begær’.

Fra James Jamersons elegante, dansende hånd,
til Jaco Pastoriuss toner som glider som sand,
og Flea der hopper og slår på hver streng,
som en hyperaktiv, funk-forelsket dreng.

Den kan groove som natten i New Orleans’ gade,
eller ligge så tungt, at selv tiden går i spade.
Den er limen i lyden, det skjulte motiv,
den får kroppen til at nikke og sjælen i drift.

Så næste gang bassen står tavs og diskret,
så husk hvem der styrer dit dansende skridt.
For uden dens dybde – helt ærligt, min ven –
så var festen kun halv… og ret flad igen 🎶