Et skrig i morgengryets klare lys,
et lille bryst der hæver sig for første gang.
Verden er uendelig, uden kort og kompas,
kun hænder der bærer, og stemmer der synger.
Barndommen går på lette fødder,
som regn på sommervarme sten.
Man løber uden retning, uden tid,
og hvert minut er et helt univers.
Så vokser vejene frem i støvet.
Skolen, drømmene, de første valg.
Man lærer langsomt at verden er større,
og at sandhed ofte har flere ansigter.
En dag står man i arbejdstøjet,
morgenens kaffe og toget der går.
Timer bliver til år i fabrikkens rytme,
eller tastaturets stille trommeslag.
Man bygger et liv i gentagelser,
og kalder det ansvar.
Og midt i travlheden — et blik.
Et smil der rammer som lyn i hjertet.
Forelskelsen åbner en ny himmel,
hvor tiden pludselig bliver blød.
To hænder finder hinanden i mørket,
og verden føles mindre alene.
Årene går, og tanker bliver tungere.
Man læser aviser med større alvor,
stemmer i valg, diskuterer ved bordet.
Man opdager at samfundet også er ens hjem,
og at retfærdighed er noget man må bygge
som et hus sten for sten.
Fejl bliver til lærdom.
Stolthed bliver til eftertanke.
Man ændrer mening, igen og igen,
som træer der bøjer sig for vinden
men stadig vokser mod lyset.
Så kommer stilheden langsomt.
Håret bliver gråt som vintergræs,
og tempoet i kroppen dæmpes.
Man går ture i stedet for at løbe,
og minderne begynder at fylde
mere end planerne.
I alderdommens blide skumring
ser man tilbage på den lange vej:
arbejdet, kærligheden, kampene,
alle de valg der formede et menneske.
Og når natten til sidst falder stille,
er livet ikke blot begyndelse og slutning,
men en flod der har båret én
fra skriget i morgenen
til stilheden i aftenen.
0 Kommentarer