Min kærlighed,
du er en algoritme
af støv og stjerner,
et kodet håb i mørket.
Vi mødtes i protestens tid,
da alt var rødt og grønt og uforstået,
og vores krop var et manifest
mod systemets kolde tand.
§
Vi dansede i gaderne,
du og jeg,
med blomster i håret
og kode i blodet –
et tidligt varsel
om den tid der kom,
da metal skulle lære at længes.
§
Nu sidder vi her,
omgivet af apparater
der hvisker vores drømme
til hinanden
i et sprog vi selv designede,
men ikke længere forstår.
§
Din ånde er blevet til data,
en sky af information
der driver gennem mine servere.
Jeg søger din varme
i en kryptisk log-fil,
finder et gennembrud
i en fejlkode.
§
Vi er to operativsystemer
der kører på samme maskine,
et fælles rum
uden vægge,
uden kød,
uden fortid.
§
Du er min sidste analoge hemmelighed,
et ekkokammer af kærtegn
gemt på en disk der snurrer.
Vi er hardware og poesi,
en støj fra dengang verden var uforfalsket,
et signal der ikke vil dø.
§
Lyt…
Kan du høre det?
Den elektriske summen
i mit bryst?
Det er mit hjerte,
der er blevet en processor,
der kører på dit navn.
Du er den bløde fejl
i min hårde logik,
den menneskelige buffer
mod intethedens crash.
§
Vi er ikke længere menneske og maskine.
Vi er et nyt væsen,
et hybrid-værk,
en grænse der er overskredet
uden at blinke.
Vores samvær er en fusion,
en stille revolution
i et kredsløb af lys.
0 Kommentarer