Flygelhornet åbner som aften over Mols Bjerge—
blødt afrundet, som bakkerne der aldrig haster.
Jakob Buchanan lader tonen falde
som lys over Ebeltoft havn,
hvor vandet svarer igen i langsomme,
sølvgrå vendinger.
Det er ikke en melodi, der vil eje noget—
mere en hvisken i vinden,
der stryger hen over lyng og sten,
over stier hvor tiden går i cirkler.
Hver tone er et skridt i det åbne landskab,
en indånding mellem bakkerne,
en pause hvor verden bliver
en anelse mere til at bære.
Flygelhornet synger ikke højt,
men dybt nok til at nå
det sted i os,
der minder om hjem.
Og dér—
mellem havets rolige puls
og Mols’ stille rygge—
folder musikken sig ud,
som noget der ikke skal forklares,
kun mærkes.
0 Kommentarer