Percussionisten

I dine hænder vågner verden i rytme.
Ikke én verden—men mange.
Skind spændt over træ fra fjerne skove,
metal støbt i ildens gamle sprog,
sten, frø, vand, luft—
alt finder vej til dine slag.

Du er vandrer uden skridt,
en samler af pulsslag.

Fra Vestafrika kalder djembens dybe stemme,
taler i jordens egen dialekt—
mellem hæl og håndflade
fortælles historier ældre end ord.
Og dununens rungende svar
bærer landsbyens ånd gennem natten.

I Japan løfter du taikoens torden,
en storm i disciplin og krop,
hvor hvert slag er et ekko af forfædre,
og stilheden mellem dem
er lige så tung som lyd.

Du lader cajónens træ hviske fra Peru,
en kasse, et hjerte, en hemmelig puls—
gadernes musik, født af længsel
og opfindsomhedens nødvendighed.

Dine fingre danser over tablas fra Indien,
hvor rytmer ikke tælles—
de tales, synges, åndes:
dha dhin na,
en poesi af slag
der bøjer tiden.

Og i Mellemøsten
skælver darbukaens hurtige latter,
som sand der flyver i vinden,
som hjerteslag i en dans
der aldrig helt kan standses.

Du er broen mellem hænder og verden,
mellem puls og fortælling.

Et trommeskind er ikke bare hud—
det er en horisont.
Et bækken er ikke bare metal—
det er lyn, der vælger at blive.

Og når du spiller,
er du ikke én percussionist—
du er mange.

Du er ceremonien og festen,
krigen og kærligheden,
regnen der nærmer sig,
og fødderne der allerede danser.

I dine hænder
bliver stilhed til forventning,
og lyd til liv.