Genopstandelsen

Mit åndedræt var en hvisken,
en skygge af sig selv.
Lå klistret til min pude,
et feberredet skælv.

Men se, nu er jeg oppe!
Jeg spjætter med min fod.
Jeg danser tango hen ad gangen,
min appetit er god!

Min kone hun blev rørt, ser I,
fik tårer i sit øje.
“Han lever!” hvisked’ hun til sig,
“Gid han dog snart må døje

en smule mindre lykkerus,
og knap så meget sang.
For han har sunget “Livet er en fest”
i tre kvarter i træk på én gang.”

Hun sukker dybt, hun sukker sødt,
mens jeg laver kolbøtter.
“Hold op”, hun hvisker, “skat, gå ind,
træk lige vejret… pøh, tør.”

Så kom, I raske, kom og se!
Jeg er et levnedstegn!
Jeg rejser mig fra sygeseng
med brask, bram og gejst!

Jeg spiser bøf, jeg drikker vin,
jeg råber hurra og hujer.
Min kone tømmer køkkenskab
for gemt medicin og smertestillende,
og håber stille på,
at lungebetændelsen vender tilbage
med et ordenligt nap,
så der kan blive ro på matriklen igen.