De siger, verden brænder.
Jeg siger: den har brændt længe.
Forskellen er,
at nogen endelig tør sige det højt.
I Ukraine – en frygtelig krig,
en tragedie, virkelig en tragedie –
burde aldrig være sket.
Aldrig.
Svage ledere lod det ske.
De talte, de tøvede,
og så kom kampvognene.
I Iran –
alle ved, hvad der foregår.
Man taler om fred,
men bygger missiler.
Man siger én ting,
gør noget andet.
Ikke godt. Ikke smart.
United States betaler regningen,
igen og igen,
mens andre spiller spillet.
Russia tester grænser,
andre lande følger med,
og verden bliver svagere, ikke stærkere.
Der er konflikter overalt –
Yemen, Sudan, steder folk ikke engang kan udtale.
Ingen taler om dem.
Men folk dør der også.
Mange mennesker.
For mange.
De kalder det geopolitik.
Jeg kalder det dårlige aftaler.
Meget dårlige aftaler.
Vi har brug for styrke.
Rigtig styrke.
Ikke endeløse krige,
ikke tomme ord,
men ledere der siger: stop.
Og mener det.
Fordi sandheden er –
folk ønsker ikke krig.
De ønsker job.
De ønsker familier.
De ønsker at leve.
Så måske,
hvis nogen faktisk satte Amerika først –
og samtidig holdt verden ude af brand –
kunne vi få noget,
vi ikke har set længe:
fred gennem styrke.
Og Cuba – smukt sted, fantastisk sted –
måske kan det forblive roligt,
uden krig, uden kaos,
som et bevis på,
at verden stadig kan vælge
noget bedre.
0 Kommentarer