Da brevet landede på bordet i mødelokalet, var der ingen, der sagde noget med det samme. Papiret lå der bare, en smule krøllet i kanten, som om det allerede havde været igennem noget.
Mette fra økonomi rømmede sig.
“Vi skal videre,” sagde hun. “Der er mange sager i dag.”
Men Jens, som ellers altid skyndte på, blev siddende. Han havde læst brevet to gange. Ikke fordi det var svært at forstå—men fordi det var svært at slippe.
“Har nogen af jer været der?” spurgte han.
De andre kiggede op.
“Der?”
“Til en koncert. Med dem.”
Der blev rystet på hovederne. Ikke afvisende. Bare konstaterende.
Jens lænede sig tilbage.
“Jeg var der engang,” sagde han. “Det var ikke planlagt. Jeg gik bare forbi.”
Han huskede det tydeligt. Lyden først—skæv, høj, lidt for meget. Så latter. Ikke sådan pæn, kontrolleret latter. Rigtig latter. Den slags, man ikke kan holde tilbage.
Han var blevet stående i døren.
På scenen stod en mand med mikrofonen. Hænderne rystede lidt, men stemmen gjorde ikke. Bag ham et orkester, der ikke spillede perfekt—men som spillede, som om det gjaldt noget.
Og det gjorde det.
“Jeg troede først, det var… ja, du ved,” sagde Jens og tøvede.
“Terapi. Aktivering. Noget i den stil.”
Han så rundt på de andre.
“Men så gik det op for mig, at det ikke var dem, der var på besøg i vores verden.”
Han pegede let på brevet.
“Det var os, der var på besøg i deres.”
Der blev stille igen.
Mette bladrede i sine papirer. “Men tallene er jo, som de er,” sagde hun lavt. “Der er ikke mange brugere.”
“Nej,” sagde Jens. “Men der er mange mennesker.”
Ingen svarede.
Han tænkte på manden med mikrofonen. Hvordan han havde bukket til sidst, lidt for hurtigt, som om han ikke helt turde blive stående i applausen.
Og hvordan publikum var blevet ved.
En kvinde ved siden af Jens havde tørret øjnene.
“Jeg havde aldrig troet…” havde hun sagt. Men hun havde ikke gjort sætningen færdig.
Det behøvede hun heller ikke.
Jens tog brevet igen.
“Det her,” sagde han langsomt, “det er ikke en ansøgning.”
Han lagde det midt på bordet.
“Det er en påmindelse.”
Udenfor gled en bil forbi. Nogen hostede. Et ur tikkede.
Og for første gang den dag var der ingen, der havde travlt med at gå videre.
0 Kommentarer