9. april – Grænseblod

Jeg står her endnu, ved den gamle sten,
hvor grænsen skar, som en kniv i ben.
De sagde: ”Det er nu, som det skal være,”
men ingen spurgte, om vi ville føre.

Min far fortalte om de stille år,
da modersmålet var et skjult gebær.
Vi lærte tysk, men talte lavt og blødt,
for dansken var et frø, der gro’d i løjt.

De kaldte os for ”de der andre”,
som om vi var en flok, der ikke talte sandt.
Vores flag var forkerte farver her,
vores sang en hvisken, næsten væk, næsten svær.

Men min mor, hun sy’de i det stille,
et håb i hver en søm, i hver en tråd.
Hun sagde: ”De kan tage vores jord,
men aldrig vores stemme, aldrig vores trods.”

Og nu, hvor årtier er gået hen,
står jeg her endnu, ved den gamle sten.
De unge råber, som vi aldrig turde,
de synger højt, de kræver deres tur.

For grænser er kun linjer i et kort,
men sjælen, den har ingen kongers port.
Vi står her endnu, med vores ar,
med vores sprog, med vores håb – intakt, som det var.

9. april, 2026 – fra en, der husker, og en, der håber.