Der sidder en direktør i et pænt kontor
og tegner streger på et kort,
med en blyant så spids som en generalstab.
Han kalder det strategi.
Ude i verden kaldes det
ruiner.
I Ukraine falder sneen stadig,
men den er blandet med aske og mursten,
og en bedstemor samler splinter som om de var kartofler.
En mand i jakkesæt siger:
det er nødvendigt.
En anden mand i en anden hovedstad siger det samme,
bare på et andet sprog.
I Iran brænder natten som olie,
og Hormuz-strædet er blevet en strube,
verden holder vejret i.
Missiler taler højere end poeter,
og præster og præsidenter er enige om én ting:
at ingen må tabe ansigt,
selv hvis alle mister livet.
USA taler om frihed
med hangarskibe i stemmen.
Russia taler om sikkerhed
med kampvogne i alfabetet.
Og andre stormagter, med hænderne i lommerne,
måler verden i markeder og muligheder,
mens de diskret tæller lig.
Der er også andre steder,
som sjældent får overskrifter:
Et barn i Yemen,
der har glemt smagen af mælk.
En landsby i Sudan,
hvor stilheden kun brydes af fluer.
Et sted i Myanmar,
hvor junglen ved for meget
og siger ingenting.
De kalder det geopolitik.
Det er et langt ord
for korte liv.
Og midt i dette cirkus
af flag, våben og forklaringer
står mennesket –
en fejl i regnskabet.
Men måske,
en dag,
vil nogen lægge blyanten fra sig.
Måske vil et kort få lov
at være et landskab igen,
med marker i stedet for miner.
Og måske, langt borte,
i Cuba,
vil havet fortsat slå roligt mod kysten,
uden krigsskibe i horisonten,
som et stille bevis på,
at verden endnu ikke
har ødelagt alt.
0 Kommentarer