Der er en motorvej gennem natten,
neonlys og sirener,
og en mand i Washington
der taler om frihed med en knyttet hånd.
Der er en anden i Moskva
med støvler på bordet
og kortet foldet som en knytnæve.
De kalder det magt.
Vi kalder det blod.
I Ukraine falder sneen tungt over skyttegravene,
en mor står i en døråbning
og venter på en søn
der aldrig kommer hjem.
Radioen spiller en sang om helte,
men der er ingen helte her –
kun navne på sten.
Nede i Iran brænder natten varm som benzin,
og drengene lærer at marchere
før de lærer at elske.
Gamle mænd taler om ære
med fingre på knapper,
mens verden holder vejret
og håber de glemmer, hvad de kan gøre.
United States sender frihed over havet
i stål og ild,
Russia svarer igen
med gamle drømme og nye grave.
Og andre magter står i kulissen,
smiler til kameraet,
tæller profitten
mens byerne brænder.
Der er børn i Yemen
der tegner solen sort.
Der er kvinder i Sudan
der hvisker navne i mørket.
Der er skove i Myanmar
der skjuler sandheden
bedre end nogen regering.
Hey, kan du høre det?
Det er ikke bare trommer –
det er hjerteslag
der prøver at overdøve bomberne.
Det er en guitar et sted
i en kælder,
der nægter at tie stille.
For vi er ikke tal i deres spil,
ikke brikker på deres kort,
vi er hænder,
vi er stemmer,
vi er alt det de ikke kan kontrollere.
En dag vil vi stå i lyset,
uden frygt, uden flag der skygger,
og sige: nok er nok.
En dag vil vejene føre hjem igen,
ikke til frontlinjer,
men til køkkener,
til latter,
til liv.
Og derude, hvor havet møder solen,
i Cuba,
må bølgerne blive ved med at slå frit,
uden krigsskibe i horisonten,
som en sang vi stadig kan synge –
højt, råt, og levende –
om en verden
der endnu kan reddes.
0 Kommentarer