Verden er træt.
Ikke af ord,
men af de handlinger, der følger dem.
Mennesket har lært at tale om fred,
men øver sig stadig i krig.
I Ukraine falder sneen stille,
og jorden modtager både frø og faldne.
Den skelner ikke.
Den dømmer ikke.
Den bærer blot konsekvenserne.
I Iran hvisker ilden gennem natten,
og frygten vokser i stilhed.
Når magt taler højt,
bliver sandheden ofte sagt med lav stemme.
United States og Russia,
og andre store nationer,
bevæger sig som skygger over verden.
De taler om nødvendighed.
Men nødvendighed for hvem?
Der er steder uden navne i aviserne:
Et barn i Yemen,
der lærer sultens tålmodighed.
Et menneske i Sudan,
der bærer tab uden vidner.
En landsby i Myanmar,
hvor stilheden er blevet et sprog.
Vold skaber ikke fred.
Den udsætter kun dens mulighed.
Hver handling født af frygt
former en fremtid af mere frygt.
Den, der tror,
at våben bringer sikkerhed,
har allerede mistet tilliden
til mennesket.
Men håbet er ikke fraværende.
Det findes i det stille valg
om ikke at gengælde slaget.
I hånden, der ikke løftes.
I stemmen, der nægter at hade.
En dag vil vi forstå,
at sand styrke ikke er at besejre,
men at afstå.
At se et andet menneske
og genkende sig selv.
Og i Cuba,
hvor havet møder horisonten uden fjendskab,
må fredens mulighed få lov at bestå,
som en påmindelse om,
at verden ikke er dømt til vold,
men kaldet til samvittighed.
0 Kommentarer