Arbejdssangen

I tågen over mark og mose,
i smedens hammers tunge slag,
en ny tid vågner, grov og rå,
den bryder frem en morgengrå.
Fra støv og slid, fra muld og møje,
rejser de sig, én for én.
De har kun hænder, har kun øjne,
der ser en fremtid, udsprunget af ben.

Så går det løs, en hvislen, brag,
maskinen spinder, kæden driver.
Og kroppen slides, slid hver dag,
mens ånden i det samme bliver.
De råber op mod herremand,
mod ulighed og nødens tvang.
En ligeløn for samme arbejdsgang,
en retfærdighed i arbejderland.

Så kommer krigens buldren, sort og kold,
og unge mænd fra værk og plov må gå.
De sendes ud for guld eller for tro,
og vender hjem som skygger, tavs og grå.
I skyttegravens mudder, i smertens skrig,
blev freden mere værd end dette svig.
Forhandlingsbordet, slidt og tungt,
blev fyldt med ord, så blodet kunne standse tungt.

De strides, mødes, deles, samles,
om kroner, øre, ret og pligt.
Der tegnes streger, holdninger hamres,
i fagforeningens mørke, lune lokale.
Fra nævekamp til håndtryks varme,
fra klassekamp til fælles harme?
Et kompromis, en overenskomst,
der sikrer ro, giver råd og trøst.

Sundhed og sygdom følges ad,
som damp og stål i fabrikkens hjerte.
Et ondt i brystet, et ondt i sind,
af støj, af tempo, af jag, af slid.
Men kampen for et bedre liv,
for renere luft, for kortere tid,
gav gradvist pusterum og fred,
et åndedræt i hverdagens geled.

I dag står du ved samlebånd,
med skærm og mus, og med pik-pak.
Dit rige er logistik og plan,
og pensionen et fjernt og blegt bekendtskab.
Du startede som elev, som lærling, knægt,
med håb og vilje, slid og stræb.
Nu tæller du år til den dag,
du kan forlade varmen fra arbejdets lag.

Så lad os mindes smedens sved,
og alle dem, der gik forud.
Dem, der gav os ord og ret,
og trodsede både sult og nød.
Fra dampens tid til nutids hjertebanken,
vi bærer arven i tanken.
En klasse, der blev til et folk,
i stride strømme, under samme åg.

Arbejder, du er mere end et kald,
du er historiens eget salt.
I dine hænder, i din røst,
ligger både landets tvivl og trøst.
Og når du går, når klokken slår,
en anden ung din plads får.
Så er din kamp en del af alt,
en evighed i arbejdets skikkelse og skjald.