GRUNDVANDSMANIFEST

(eller: Drikkerens Forsvarstale)

I. DET USYNLIGE KOR

Vi synger ikke fra tårne.
Vi synger nedefra.

Fra under mulden, under asfalten,
under jeres velordnede kirkegårde
med gravsten og granboomeranger.
Vi synger fra sprækkerne i kridtet,
fra de gamle istidsruter,
hvor smeltevandet lærte os at vente.

II. INTERMEZZO MED SPRØJTE

Mens I ovenpå diskuterer udbytte,
dør vi langsomt af jeres nåde.

Nitraten kommer dansende
som en ballerina med kvælstof i tæerne.
Pesticiderne folder sig ud
i kromatografiske faner,
smukke som regnbuer over oliepytter,
dødelige som regnbuer over intet.

Jeres marker er smukke ovenfra.
Vi ser dem nedefra.
Vi ser alt, der siver.

III. REVOLUTIONENS HYDROLOGI

De siger: “Det er kun molekyler.”
De siger: “Fortyndingen er stor.”
De siger: “Vi skal jo spise.”

Men vi har tid.
Vi har evighedens tålmodighed,
vi der bevæger os centimeter om året
gennem moræneler og kvartssand.
Vi venter på jer.
Vi har altid ventet på jer.
Tusind år for os er en eftermiddag i jeres sol.

IV. KAMPZONEN ER BLÅ

Rører I ved os,
rører I ved jeres egne børns læber.
Rører I ved os,
rører I ved dåben, ved kaffen, ved suppen,
ved den første tørst efter fodbold,
ved den sidste slurk på hospitalet.

Vi er ikke vand.
Vi er sammenhængen.
Vi er det, der gør jer til jer,
når I ikke længere kan kende forskel
på jeres egne tårer
og det, der kommer fra hanen.

V. AKTION

Når I drikker af en plasticflaske,
drikker I jeres egen afmagt.
Når I drikker af os,
drikker I fortiden.
Drikker I istidens smeltevand.
Drikker I de druknede skoves suk.
Drikker I de første menneskers brønd.

Vi kræver:
Ned med sprøjten!
Op med grænserne for, hvad I må gøre mod os!
Vi vil ikke være jeres kloak!
Vi vil ikke være jeres glemte regnskab!
Vi vil være det, vi altid har været:
Det rene.
Det, I længes efter, når I ikke kan sove.
Det, I råber på, når I brænder.

VI. FREMTIDSVISUM

Enten lytter I nu,
eller også drikker I jeres børnebørns tårer om halvtreds år.
De vil spørge: “Hvad gjorde I, dengang I vidste det?”
Og I vil svare: “Vi sprøjtede. Vi gødede. Vi talte om udbytte.”

Og de vil gå forbi jeres grave
med flaskevand i hænderne
og ikke kende smagen af regn.

VII. KODA (SUNGET I 300 METERS DYBDE)

Vi er grundvandet.
Vi gemmer os ikke længere.
Vi stiger.
Ikke som oversvømmelse,
men som erindring.
I kan ikke rense os,
når først vi er blevet jer.
For vi er jer.
Vi er det eneste,
I ikke kan undvære
og alligevel glemmer.

Drik nu.
Mærk efter.
Vi er her stadig.
Men vi bliver trætte af at vente.