Der er noget med lang. Ordet er langt i sig selv, når man ser på det: L-A-N-G. Det strækker sig ud i bogstavernes horisont, som en søndag eftermiddag i april, hvor man har glemt, hvornår man spiste frokost.
Langfredag. Der har vi den. Den dag, hvor kristendommen sagde: nu tager vi lige en ekstra omgang langsommelighed. Langfredag er ikke hurtig. Man kan ikke haste sig igennem langfredag. Man må sidde i kirken og tænke på, at selv stilheden kan være udmarvende. Og netop dér – i stilheden – begynder længslen mod Langtbortistan. Det land, man aldrig når frem til, fordi bussen holder stille på motorvejen, og man allerede har læst alle SMS’er fra 2019.
Vi kender det. At sidde i venteposition hos lægen. Klokken var 14.30. Nu er den 15.17. Bladene er læst. Fiskene i akvariet ser dømmende på en. Paskontoret: dér hvor tiden folder sig ud som en defekt harmonika, og nummeret på skærmen siger 147 – men man har 203. Busstoppet i regnvejr. Man står dér med en lang næse. Ikke fordi man har løjet, men fordi man har troet, at bussen ville komme 12.05. Man er blevet narret af køreplanen. Snydt af samfundskontrakten. Bedraget af håbet om, at nogen havde styr på det hele.
Ligesom den lange næse – Pinocchio fik én, hver gang han løj. Men vi får én, hver gang vi stiller os et sted, og der sker ingenting. Den vokser i takt med ventetiden. Snart kan man ikke se sine sko.
Og så er der dem, der har lange kroppe. Basketballspillere. Folk, der skal bøje nakken i busser. Dem med lange fingre, som kan nå en oliven fra den anden side af tallerkenen uden at rejse sig. Lange tunger – dem, der kan slikke sin egen albue. Eller værre: dem, der kan tale i ét væk uden at trække vejret. De sidder i tandlægekøen ved siden af en og fortæller om deres rejse til den Kinesiske Mur. “Vi gik kilometer,” siger de. “Kilometervis af mur. Det var langt.” Ja, men prøv at stå i kø til pasfoto, hvor kameraet ikke virker, og barnet bagved skal tisse.
Den Kinesiske Mur er 21.000 kilometer lang. Det er en slags verdens mest monumentale “vent nu lidt”. Den er bygget for at holde noget ude. Måske utålmodigheden.
Planeterne er også langt væk. Afstanden til Mars? 225 millioner kilometer i snit. Man kan godt sætte sig i en stol på motorvejen – for enden af en kø, der strækker sig fra Køge til næste årtusinde – og tænke: Jeg kunne være på vej til Jupiter nu. I stedet sidder jeg her og ser på en anhænger med gylle.
Languster – det er ikke en by i Sverige. Det er en tilstand. En længsel efter at være uster. Ikke ustabil, men uster: en, der står på kanten af tålmodighedens afgrund og kigger ned i dybet, hvor alle aflyste aftaler ligger og griner.
Men måske er det netop det, påsken handler om. Langfredag: man tror, at stilheden er en straf. Men stilheden er kun en langsom start på noget, der senere skal eksplodere. Påskemorgen kommer pludseligt. Som en bus, man havde opgivet. Som en læge, der endelig åbner døren og siger “Undskyld ventetiden”. Som et pas, der lander i postkassen på en helt almindelig tirsdag.
Langt er ikke bare langt. Langt er en påmindelse om, at det, der ventes på, sjældent kommer i det tempo, man selv har sat. Og at man godt kan have lang næse uden at have løjet. Man kan bare have stået et sted for længe.
Men stilheden på langfredag? Den er ikke tom. Den er fuld af det, der endnu ikke er sket. Og det er den længste længsel af dem alle.
0 Kommentarer