Du gemmer dig, knudret og kejtet og skjult,
i muldrige rækker, bag løv, der er gulnet.
En skal så papirstynd, en overflade, der buler,
hvor tavshed og mørke sig forvandles og skjuler.
Hvem gætter den himmelske, fine aroma,
der gemmer sig i din jordnære koma?
En hvisken fra nødder, en duft fra artiskok,
en sødme fra jorden, et mildt, let chok.
Du nægter at makke ret, stikker af under kniven,
en drilsk rebel midt i havens stilfærdige trivsel.
Men møder du varmen i ovnens blide glød,
bliver stridbar til blødhed, din sejhed fortrød.
Du bli’r cremet i mos, du bli’r sprød som en chip,
et lærred for timian, hvidløg og olivennip.
Du favner det søde, du tåler det salte,
kan sagtens en trøffel i rangen overhale.
Dig, jordskok, hverken rosernes ynde eller pragt,
men efterårsbordets fortrolige, stille magt.
En påmindelse om, at det, som er gemt og forglemt,
ofte gemmer på det, der er allermest eminent.
0 Kommentarer