Mit hjem er en skygge på jorden,
en tegning i støvet, en nøgle uden lås.
Min faders figenblad visner nu
i skyggernes time, under en jernhimmel.
Vi er de blå mærker på kærlighedens arm, de uudtalte ord i historiens bog.
Hvert barn, der bliver født i mørket,
bærer en olivenkvist i sin lukkede hånd.
Tiden har ondt i os, som et brækket ribben.
Dagene er tunge, en grå betonvægt.
Men i vores årer flyder en anden flod: Den er lavet af minder, af modstand, af sang.
De tror, de ejer horisonten, at de kan sælge vores sol.
Men de kender ikke træets tålmodighed, som skyder rod gennem murbrokkerne.
Vi er de tavse sten, de ikke kan knuse, de blade, der gror fra ruinernes åndedræt.
Vores fremtid er plantet i denne jord, og den spirer, den spirer, gennem tårer og smerte.
0 Kommentarer