Waldhorn

Waldhorn, rundet af skovens åndedrag,
du løfter din stemme som en gylden cirkel i luften—
blød, men urokkelig.

Du taler i buer, ikke i kanter,
som om verden stadig kan formes
uden at splintres.

I dine toner ligger nyhederne skjult:
grænser der skælver,
byer der holder vejret,
stemmer der råber gennem støj og signaler.
Alligevel—
du vælger ikke råbet,
men klangen, der bærer længere.

Som en morgen over et uroligt hav
tegner du en linje af håb,
ikke skarp, men vedholdende.

Du husker os på,
at selv i en tid af skiftende alliancer
og gamle konflikters genlyd,
kan noget stadig rundes af,
samles,
finde hjem i en tone,
der ikke kræver sejr,
men forståelse.

Waldhorn,
du er ikke blind for verden—
du svarer den.

Og i dit svar
er der en åbning:
en mulighed for,
at selv det skrøbelige
kan bære.